Breve kom forkert ud
En teknisk fejl er skyld i, at borgere fik hinandens breve
Forleden kom det frem, at tusindvis af danskere landet over har fået udstedt pas med fejl i.
Det gjorde sig gældende i flere kommuner i Østjylland. Blandt andet i Randers Kommune, hvor 768 pas var udstedt forkert.
Derfor skulle de berørte borgere informeres om fejlen via deres digitale postkasse, men her kom brevene forkert ud.
Det vil sige, at de involverede borgere i Randers fik et brev - de fik bare ikke deres eget.
Det betyder, at der i brevet står et andet navn, end det som modtageren har.
Se: Tusinder har fået forkert pas
- Den gruppe mennesker, der har fået fejlbrevene, er alle blandt dem, der skulle have haft et brev. Der er ikke nogen personfølsomme oplysninger i brevene. Der står folks navn og adresse, men der er ikke cpr-nummer eller pasnummer, siger Birthe Andersen, der er leder af Borgerservice i Randers.
Hun fortæller, at det er en teknisk fejl hos kommunen, der er årsag til det, men at det endnu ikke vides præcist, hvorfor det er sket.
- Nu sender vi nogle nye breve ud i dag med en beklagelse, og det gør vi via KMD, siger Birthe Andersen.
Hun fortæller, at de involverede borgere ikke behøver at henvende sig til Borgerservice og gøre opmærksom på fejlen med brevet, men at de blot skal følge brevets vejledning, så de kan få udstedt et nyt pas.