Brandvæsenet chanceløse: Overtændt hus brændte ned
Randers Brandvæsen blev mødt af et overtændt hus lørdag aften, men formåede at redde flere værdigenstande
På Ørrildvej i Kousted lidt nord for Randers fik Randers Brandvæsen lørdag aften en melding om en brand i et hus. Det kan du se i videoen øverst fra Local Eyes.
- Vi får at vide, at flammerne allerede er gået igennem taget, og vi kan se branden på lang afstand. Da vi kommer frem bliver vi mødt af et hus, der er helt overtændt, siger indsatsleder Anders Jensen til tv2oj.dk.
Det står hurtigt klart, at huset ikke er til at redde, og i stedet koncentrerer brandvæsenet sig om at redde nogle personlige ejendele.
- Vi fik reddet rigtig mange personlige billeder og papirer samt nogle møbler og andre værdigenstande. Men huset er stort set nedbrændt, siger Anders Jensen.
Meldingen om brand kom lidt efter klokken 21 lørdag aften.