Brand i større affaldsoplæg

Borgere opfordres til at søge væk fra røgen og give brandfolkene plads.

OPDATERING:

Østjyllands Politi oplyser på Twitter, at der ikke er fare i forbindelse med røgen. Beredskabsstyrelsen har lavet flere målinger i området, og der er intet der tyder på, at røgen er farlig.

De oplyser videre, at røgen sporadisk slår ned i blandt andet Kristrup Skov og langs Kristrup Engvej, men hurtigt forsvinder igen.

Tidligere på dagen:

Der er mandag eftermiddag opstået brand i et større affaldsoplæg ved Randers Affaldsterminal på Romalt Boulevard i Romalt, Randers SØ. Branden udvikler en del røg, så søg væk fra området og giv plads til brandfolkene.

Det skriver Østjyllands Politi på Twitter.

De skriver videre, at røgen bevæger sig i nordlig retning over fjorden.

Politiet anbefaler, at hvis man befinder sig indenfor røgfanen, at man søger inden døre og lukker døre, vinduer og slukker ventilationsanlæg.

Hvis man føler ubehag efter at have været i røgen, skal man kontakte egen læge eller vagtlægen.

Politiet forventer, at slukningsarbejdet kommer til at fortsætte indtil tirsdag.