Brand: Beboere evakueret
Ild i containere bredte sig til loftet i en port
Beboerne i en ejendom i Randers Midtby blev natten til fredag evakueret under en brand.
Ifølge Randers Brandvæsen gik der kort efter kl. 01 ild i nogle containere, der var placeret i en port i Lille Voldgade.
De brandvæsnet ankom til stedet, havde flammerne bredt sig til loftet i porten.
Alle beboere i ejendommen fik besked om at forlade deres lejligheder, indtil der var kontrol over ilden.
- Der var ingen personer, der kom til skade. Lejligheden over porten var dog fyldt med røg og skulle ventileres, inden beboerne kunne vende tilbage. Skadeservice blev også tilkaldt, siger indsatsleder Niels Henrik Nielsen fra Randers Brandvæsen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Brandvæsnet sendte en holdleder og otte brandfolk af sted til beboelsesejendommen i Lille Voldgade.
En enkelt person blev kørt til observation for røgforgiftning på skadestuen. Det er endnu uvist, hvordan branden opstod.