Børs-tæsk til Vestas
Vestas' aktier dykkede fredag fem procent. Til gengæld steg Jyske Bank, der har hovedsæde i Silkeborg.
Fredagen bød ikke på den store opmuntring til investorerne på Børsen i København. De 20 mest handlede aktier i C20-indekset gik på weekend med et fald på 1,7 procent til kurs 252.
Det var langt hovedparten af aktierne i C20, der endte i minus. Værst gik det ud over Nordea og vindmølleproducenten Vestas, som begge dykkede med knap fem procent.
Den positive historie blev skrevet af Jyske Bank og Novozymes, der steg med henholdsvis 2 og 1,5 procent. Også Danisco, Lundbeck og William Demant sneg sig i et lille plus eller ingen ændring.
Oven på det amerikanske Senats afvisning af nødhjælp til landets store bilproducenter som Chrysler, Ford og General Motors var det allerede forventet fra morgenstunden, at aktierne i Danmark ville lide inden weekenden.
Fredag eftermiddag kom der dog tegn fra Det Hvide Hus om, at det overvejer at bruge en del af den finanspakke på 700 milliarder dollar, som blev vedtaget tidligere på efteråret for at hjælpe finanssektoren, på bilindustrien. Samtidig var der en uventet stigning i forbrugertilliden i USA. Men altså ikke nok til at sende de danske aktier i plus.