Borgmester vil have billige tog
Kræver billigere offentlig transport i provinsen
Det er helt fint, hvis hovedstaden får billigere offentlig transport, selvom betalingsringen skulle blive droppet. Men billetpriserne skal også falde i resten af landet.
Det siger Randers borgmester Henning Jensen Nyhuus (S) til beregninger fra transportministeriet for, hvordan man får billigere offentlig trafik i hovedstaden - eventuelt uden en betalingsring.
- Det kan ikke kun gå til hovedstaden. Det synes jeg er helt urimeligt. Hovedstaden får tilført rigtig mange penge i forvejen, så nu må det stoppe, siger han.
- Lad det bare være en start, det er fint for mig. Men det skal følges op i hele landet, siger han.
Det virker som en lappeløsning
Ifølge Politiken er socialdemokraterne klar til at droppe betalingsringen, og i stedet skaffe billigere offentlig trafik i hovedstaden på andre måder.
Beregninger fra Transportministeriet viser, at det vil koste 450 millioner kroner om året at sænke taksterne med 40 procent i myldretiden i hovedstadsområdet. De penge kan findes ved for eksempel at hæve priserne på fartbøder.
- Det virker som en lappeløsning igen. Man må kigge på betaling på motorvejene også, og om man ikke skal betale der, som man gør i resten af Europa, siger han.
- Når man taler om fartbøder, så synes jeg, at det er de farlige situationer, der skal koste. Der hvor man må køre 130 kilometer i timen, der skal lastbiler for eksempel ikke have lov til at overhale. Sådanne fartbøder, de skal koste, siger borgmesteren.
Skal ikke kun gå til København
Og pengene fra sådanne større ændringer skal bestemt ikke kun gå til billigere trafik i København.
- Der skal være en plan for, hvor meget der skal gå til hovedstaden og hvor til resten af landet. Derfor skal man have motorvejene med.
Det siger han med henvisning til, at det skal koste penge at køre på motorvejene.