Bøn fra lastbilchauffør og mor: Giv guldklumperne reflekser på
Når fodgængere ikke har reflekser på, ser chaufføren dem først i sidste øjeblik, og så kan det gå galt
En lille bøn fra en lastbilchauffør og mor.
Sådan indleder Camilla Baastrup Sørensen et opslag på Facebook.
For når der står september i kalenderen betyder det, at vi går mørkere tider i møde.
- Der er rigtig mange børn og unge, der ikke har reflekser på. Reflekserne er der kun, hvis de har en rygsæk, hvor der er reflekser på, siger Camilla Baastrup Sørensen, der er 35 år og bosat i Randers.
Kører trælastbil
Til daglig kører hun lastbil. Hun afleverer byggematerialer til håndværkere i Aarhus.
- Det er et stort problem, at børn og unge ikke har reflekser på. Det svarer til, at en bil ikke har tændt sine baglygter. Man ser dem først i sidste øjeblik, og så går det galt. En refleks fanger chaufførens øjne, siger Camilla Baastrup Sørensen.
Hun er selv mor til to drenge på fire og syv år.
- Uanset hvor opmærksom man prøver at være som chauffør, så forsvinder forgængere, hvis der ikke er noget, der fanger chaufførens øjne, siger Camilla Baastrup Sørensen.
Læs også
Tæt på et par gange
Det er især, når lastbilen skal dreje til højre, at mørke fodgængere er et problem for lastbiler.
Selv om Camille Baastrup Sørensen har været chauffør i busser og lastbil i 12 år, har hun heldigvis ikke været involveret i et uheld.
- Men jeg har været tæt på et par gange, hvor jeg har måttet klodse bremsen, siger Camilla Baastrup Sørensen.
Trods bekymringen over de mange små forgængere uden reflekser overskygger det dog ikke hendes glæde ved at være lastbilchauffør.
- Jeg har en kran på min lastbil. Det er mit eget lille kontor, hvor der ikke er nogen, der puster mig i nakken, så på den måde er de meget frit, siger Camilla Baastrup Sørensen.