Børn træder i hundelorte - nu gider fodboldklub ikke mere pis

Folk lader deres hunde lave lort på fodboldbaner, der bliver spillet på dagligt.

Det er knapt så sjovt at spille fodbold, hvis man træder i sådan en her. Billedet er fra en af i I. F. Alliancens fodboldbane. Foto: Privat

Fodbold er for mange en god fritidsaktivitet, og fysisk aktivitet og frisk luft er som bekendt sundt. 

Det mener bestyrelsen i fodboldklubben I. F. Alliancen i Stevnstrup også, men klubben kæmper med et temmelig penibelt problem.

Læs også Hundelufter er vred - må tage lorten med hjem

Klubbens spillere har således gennem en længere periode, næsten bogstaveligt, stået i lort til knæene.

Flere hundeejere i den mindre by nær Randers lader således deres hunde besørge på klubbens baner, og nu har bestyrelsen i I. F. Alliancen fået nok. 

Vores børn, unge og voksne fodboldspillere træder i disse klamme hundelorte på deres trænings- og kampbaner, lyder det fra Simon Mikkelsen Foto: Privat

Forbandende poser

Klubben vil nu sætte en række skilte op med budskabet "hundeluftning forbudt" ved stadion og fodboldbaner.

- Jeg forstår ikke, at folk ikke husker deres forbandende poser, og det, der generer mig mest, er, at det trods alt er en fodboldbane, hvor folk ved, at der render børn rundt og spiller hver eneste dag, siger formand for bestyrelsen i I. F. Alliancen, Simon Mikkelsen, til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Legendarisk Smukfest-talsmand død

Han har gennem lang tid fået tilbagemeldinger om kampe, hvor spillere har trådt i hundehømhømmer, fra klubbens trænere.  

- Det er pisse ulækkert, for at sige det ligeud. Det er helt sikkert kun et fåtal, der glemmer deres pose, men hvis alle tog en pose med, ville der ikke være et problem. Det kan vi se, at de desværre ikke gør, siger Simon Mikkelsen til TV2 ØSTJYLLAND.

Hvordan kan I håndhæve, at det nu er forbudt at lufte sin hund på fodboldbanerne?

- Det kan vi heller ikke, men vi håber, folk vil lade være. Vi håber vel på en form for selvjustits. 

Læs også Mangel på SOSU-personale: - Det skal handle om andet end bleskift

Ifølge Simon Mikkelsen har flere trænere i klubben i senere tid bedt folk om at huske deres hundeposer i den lokale facebookgruppe "Alle os fra Stevnstrup". Dette har dog ikke haft den ønskede effekt, lyder det.

Børn kan spille fodbold i I. F. Alliancen fra de er fem år. Klubben har desuden ungdoms- og seniorhold. Klubben råder i alt over cirka 300 spillere.