Bliv kølet af i varmen

Østjyde har lavet sit eget airconditionanlæg

Foto: Fra Facebook

Man tager en køleboks, et kloakrør, en blæser fra en computer og en masse frosne vandflasker.

Umiddelbart kunne det lyde som rekvisitterne til et vaskeægte Olsen Banden-kup, men det er derimod opskriften på et hjemmelavet airconditionanlæg.

Manden bag det er Lars Drimer Faltz fra Randers. Han havde det, som så mange andre østjyder, lidt for varmt i sit hus.

- Så fandt jeg en video på Youtube, som viste, hvordan man kunne få det lidt køligere, fortæller han til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Han fyldte derfor sin køleboks op med frosne vandflasker og monterede både blæser og kloakrør, som så kunne blæse den kolde luft ud i rummet.

Anlægget er dog for alvor ikke blevet prøvet af endnu, men Lars Drimer Faltz og andre, som skulle have mod på at give sig i kast med at lave et, skulle ifølge vejrprognoserne få rig mulighed for at afprøve det de næste par dage.