Bilerne holder stille: Skralde-mændene i Randers strejker
I sympati med kolleger i Rebild Kommune og til dels også over egne forhold har de randrusianske skraldemænd nedlagt arbejdet
Hvis du bor i Randers og undrer dig over, hvorfor din skraldespand ikke er blevet tømt i dag som normalt, så er der en forklaring på det. Skraldemændene har nedlagt arbejdet, og det er blandt andet boligejere i Hornbæk og Haslund, som vil opleve fyldte skraldespande.
- Folk har vedtaget at nedlægge arbejdet i sympati med kollegerne i Rebild, der har levet under kritiske forhold i et stykke tid, siger tillidsmand for skraldemændene i Randers, Karsten Mikkelsen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Her på TV2 ØSTJYLLAND har vi tidligere fortalt om problemer hos de randrusianske skraldemænd, der er utilfredse med mange af arbejdsvilkårene under den nye ledelse hos firmaet RenoNorden.
- Der er for få hænder og for få biler til selve opgaven. Det er frustrerende. Der er et frygteligt arbejdspres på os medarbejdere fra ledelsens side. Ledelsen synes, at det er os medarbejdere, der er problemet, fortalte en skraldemand, der ønskede at være anonym, til os i februar.
At forholdene stadig er kritisable i Randers er ingen hemmelighed, men i denne omgang er det ifølge tillidsmanden altså i sympati med Rebild, at der strejkes.
Mødes igen i morgen
- Vi har været igennem noget i nogen tid også, men om det er helt lignende, det de oplever i Rebild, vil jeg ikke udtale mig om, siger Karsten Mikkelsen.
I februar afviste RenoNorden, at der skulle være dårlige arbejdsforhold for skraldemændene i Randers.
- Vi kan ikke genkende 3Fs påstand om, at der er et hårdt psykisk arbejdsmiljø i Randers. RenoNorden lægger stor vægt på, at der skal være et godt arbejdsmiljø for alle ansatte. Vi opfordrer alle ansatte til at tage ethvert problem, de måtte opleve op med tillidsvalgte og ledere, skrev selskabet i en mail til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Læs også
Men nu har skraldemændene altså valgt at nedlægge arbejdet, og hvornår de sætter sig i bilerne igen, er endnu usikkert.
- Jeg ved, at folkene i Rebild sidder i forhandlinger lige nu, og jeg håber da, at de finder en løsning. Hvis de gør det, kommer vi nok også i gang igen. Vi mødes i hvert fald i morgen tidlig, fortæller Karsten Mikkelsen.
Øverst på siden kan du se billeder af de parkerede skraldebiler og interview med tillidsmanden. Herunder kan du se, hvad skraldemændene fortalte til TV2 ØSTJYLLAND i februar.