Bil ødelagt i brand
Udbrændte ved værksted
13. jul 2014, kl. 16:06
Mere end 30 dage gammel
En personbil udbrændte søndag eftermiddag totalt, efter at der gik ild i den på et værksted i det nordlige Randers.
Ifølge Falck i Randers var en medarbejder i gang med at svejse, da gnisterne fra svejsearbejdet antændte bilen.
Falck sendte straks to ansatte af sted til værkstedet, der ligger i industrikvarteret Jomfruløkken i byens udkant. Bilen - en Citröen-personbil - kunne dog ikke reddes.
Det oplyser holdleder Henrik Pedersen fra Falck i Randers til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Ingen personer kom til skade i forbindelse med branden. Der skete heller ikke skader på bygningerne på stedet.