Bevæbnet med hammer og kniv
En 22-årig mand fra Grenaa, bevæbnet med kniv og hammer, opsøgte natten til mandag en bekendt
Østjyllands Politi fremstillede mandag klokken 14.00 i Retten i Randers en 22-årig mand fra Grenaa, der er sigtet for dødstrusler.
Politiet fik et tip af et nært familiemedlem til den sigtede om, at den sigtede ville opsøge en bekendt, som han er i konflikt med. Da politiet pågreb manden, var han i besiddelse af både en kniv og en hammer.
- Det er en gammel konflikt, der har kørt i flere år. Den sigtede har været væk fra byen i noget tid og er kommet tilbage, og så er konflikten blusset op igen, siger politiassistent Østjyllands Politi Marianne Morgen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den 22-årige er sigtet for dødstrusler.
- Det nære familiemedlem, der ringer og fortæller os, at den sigtede er på vej til en adresse, blev senere truet på livet af den 22-årige, siger Marianne Morgen.
Den 22-årige blev anholdt klokken 02.55 natten til mandag.
I grundlovsforhøret valgte dommeren at varetægtsfængsle den 22-årige i surrogat på en psykiatrisk afdeling frem til den 30. marts.