Berygtet gerningsmand dømt - låst væk på ubestemt tid
En 32-årig mand kendt som både Louise-manden og Paderup-manden blev torsdag idømt anbringelse på en sikret afdeling.
Han blev kendt i offentligheden som både Louise-manden og Paderup-manden. Nu er han blevet kendt skyldig i over 50 indbrud og indbrudsforsøg i Randers- og Aarhus-området. Det oplyser Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den 32-årige mands fremgangsmåde var stort set den samme hver gang. Han gik rundt i et område og tog i flere døre til private hjem. Hvis der ikke var låst, gik han ind og stjal kontanter eller andet, som kunne omsættes.
Blev han opdaget, spurgte han efter "Louise" eller en anden navngiven person, som han foregav at lede efter.
Ikke første gang
Det er ikke første gang, den 32-årige bliver dømt skyldig i en retssal.
Allerede i 2018 blev han dømt for adskillige indbrud i Aarhus og blev i forbindelse med dommen anbragt på et bosted i Randers.
I september 2021 blev han igen anholdt, efter han var blevet overrasket af beboerne i en lejlighed i Randers. Politiet havde ham mistænkt for at begå en række lignende indbrud som de tidligere - denne gang primært i Randers.
- Den 32-årige har skabt stor utryghed blandt mange borgere ved at gå ind i deres private hjem og stjæle fra dem på den måde, og jeg er tilfreds med, at han nu har fået en foranstaltningsdom uden længstetid. Efterforskerne har gjort et rigtig godt stykke arbejde med at kæde de mange sager sammen, og det var medvirkende til, at han kunne blive dømt for en række forhold, siger senioranklager Jakob Beyer.
Sindssyg i gerningsøjeblikket
Manden blev idømt anbringelse på en sikret afdeling for personer med vidtgående psykiske handicap. Anbringelsen sker uden fastsættelse af længstetid.
Ud over de mange indbrud, blev han også dømt for flere tilfælde af vold og trusler. Det skete mod medarbejdere på den institution, hvor han var anbragt.
Baggrunden for, at den 32-årige blev dømt til anbringelse, var, at han af Retslægerådet blev erklæret sindssyg i gerningsøjeblikket og mentalt retarderet.
Han nægtede sig skyldig og tog forbehold for at anke dommen.