'Bekymrings-postkasse' er ikke den store succes
Randers Kommune indførte ved årsskiftet en 'Bekymringspostkasse'. Men der er kun kommet 7-8 henvendelser
Der er lige så tomt i Randers Kommunes 'Bekymringspostkasse', som der efterhånden er i Post Nords.
Bekymringspostkassen er en mail, hvor borgere kan bede om hjælp til en ældre nabo, der har brug for hjælp.
Den blev indført i forbindelse med, at Regeringen i december 2015 hævede aldersgrænsen for forebyggende hjemmebesøg.
Læs også
Siden bekymringspostkassen blev aktiveret omkring årsskiftet, har der været 7-8 henvendelser, oplyser Randers Kommune til tv2oj.dk.
- En succes synes jeg måske ikke, at man kan kalde det, men mere et supplement til, hvordan man kan komme i kontakt med kommunen, siger sygeplejefaglig konsulent i Randers Kommune, Pia Ravnsbæk Bjærge.
De få henvendelser Randers Kommune har fået i Bekymringspostkassen handler for eksempel om borgere, der bor i boliger, der ikke er velegnede set udfra et sundhedsfagligt perspektiv. At en borger ikke har en permanent bolig, eller at en borger har skruet så højt op for fjernsynet, at det generer naboerne.
Læs også
Pia Ravnsbæk Bjærge mener stadig, at selv om 'Bekymringspostkassen' ikke har indfriet forventningerne, så er behovet, der stadig.
- Vi skal have fokus på de ældre, der er i risikogruppen. Men det er også dem, der er allersværest at nå. Det kræver, at man er kreativ på metoder og har mange strategier. Men man skal heller ikke være omklamrende, hvis borgeren ikke selv mener, at der er et behov, siger Pia Ravnsbæk Bjærge.