Bekymringerne tikkede ind i årevis: Alligevel gik der flere år, før læge blev sendt hjem

Alarmklokkerne burde havde ringet, lyder det fra flere.

Opdateret: 11. oktober 2024

- Jeg er faktisk bange for, at x dør af det, lød det i afslutningen på dét brev, som i 2019 alarmerede Styrelsen for Patientsikkerhed om, at noget var helt galt på afsnit C i Regionspsykiatrien Randers.

Brevet er underskrevet 'bekymret personale' og handler om den hjemsendte overlæge Kristian Sloth, der indtil februar 2024 havde sin daglige gang på afdelingen. 

Der er tale om én i rækken af flere alvorlige advarsler, som styrelsen har modtaget de seneste fem år. Det drejer sig om opkald og mails fra pårørende, kolleger og andre læger, som TV2 Østjylland har fået aktindsigt i. 

Alle kritiserer de behandlingen på afsnit C som værende under faglige standarder og til fare for patienterne. 

Samtidig har ledende medarbejdere i Region Midtjylland mindst ti gange fra 2022 til 2024 modtaget advarsler om den tidligere overlæge, har mediet Frihedsbrevet afdækket.

Arkivfoto af Kristian Sloth fra 2019.

- Ikke almindeligt

Alligevel skulle der gå fem år, før Kristian Sloth blev hjemsendt og behandlingen kigget efter i sømmene. Det undrer Jane Alrø, der er generalsekretær i Bedre Psykiatri - Landsforeningen for pårørende. 

- Det er almindeligt, at læger får klager. Men det er ikke almindeligt, at der er mange henvendelser på én gang, siger Jane Alrø til TV2 Østjylland.

Også Kent Kristensen, der er lektor i sundhedsjura ved Aalborg Universitet, undrer sig over forløbet.

- Der bør være alarmklokker, der ringer, når der er flere bekymringshenvendelser, siger han.

Læger slog alarm

Sagen blev offentlig kendt i september, da Region Midtjylland i kølvandet på Frihedsbrevets artikler meldte ud, at 1500 patientforløb skal gennemgås for mulige fejl.

En redegørelse har påvist alvorlige fejl i syv ud af 13 undersøgte patientforløb. Fejlene er blandt andet knyttet til voldelige overfald, selvmord og drabsforsøg.

Ifølge hospitalsledelsen fik man først kendskab til sagens omfang og alvorlige karakter gennem en whistleblower-henvendelse i januar.

Det er på trods af, at aktindsigter og mails viser, at der gennem flere år har været rettet kritik af den nu fratrådte læge og afsnit C i Randers. Både internt og eksternt.

Tina Ebler er hospitalsdirektør i Psykiatrien i Region Midtjylland. Her svarer på noget af kritikken i sagen.

Mangelfuld behandling og bekymring for patienternes sikkerhed er gennemgående i de henvendelser, Styrelsen for Patientsikkerhed har modtaget i årenes løb.

Der er flere sammenfald med de over 30 kritikpunkter, Region Midtjylland selv fandt i en række journaler efter hjemsendelsen af lægen.

En overlæge et andet sted i psykiatrien i Midtjylland skrev i 2023: 'Der er således en bekymring i forhold til lægens journalføring samt den faglige vurdering i det konkrete patientforløb.'

Samtidig har ledende medarbejdere i Region Midtjylland mindst ti gange fra 2022 til 2024 modtaget advarsler om den tidligere overlæge, har Frihedsbrevet afdækket.

Bekymringshenvendelse til Styrelsen for Patientsikkerhed, 2019

Også en tidligere lægekollega i regionspsykiatrien beskrev i 2023, at patienternes sikkerhed har været på spil: 'Etisk, samvittighedsmæssigt og fagligt har jeg set mig nødsaget til at udtrykke mistillid over X's praksis', lød det i en længere e-mail.

Vedkommende orienterede også hospitalsledelsen og inddrog sin tillidsrepræsentant og fagforbund.

Hospitalsdirektør i Psykiatrien i Region Midtjylland, Tina Ebler, har tidligere fortalt, at ledelsen første gang hørte om kritikken i starten af 2023 og senere på året én konkret sag.

- Når man får en henvendelse, har man både som leder og styrelse et ansvar for at vurdere, om man skal gøre noget, fastslår Kent Kristensen.

Hvis man er i en situation, hvor man har mange klager over samme, bør alarmklokkerne ringe
Kent Kristensen, lektor i sundhedsjura, Aalborg Universitet

Han forklarer, at modtageren bør gå ind og vurdere, hvad henvendelsen handler om, og hvor konkret og dokumenteret sagen er.

- Og så lægges der vægt på antallet af klager, og hvem der er afsender, siger Kent Kristensen. 

Er du eller din pårørende berørt af sagen?

Har du eller din pårørende været indlagt på sengeafsnit C i Regionspsykiatrien Randers, hører TV2 Østjylland meget gerne fra dig på tip@tv2oj.dk eller her:

Tip os

Skal stå til ansvar

Sagen fra "bekymret personale" i 2019 blev lukket efter en redegørelse fra den tidligere overlæge Kristian Sloth, en anden overlæge samt den nuværende oversygeplejerske.

Redegørelsen gav ikke 'nogen som helst form for bekymring for patientsikkerheden' eller for 'den faglige standard i øvrigt' på afdelingen, lød det dengang i et brev fra Styrelsen for Patientsikkerhed.

Sagen blev efterfølgende lukket.

Kritik af arbejdsmiljø

  • Allerede inden whistleblower-henvendelsen i 2024 havde myndighederne haft afsnit C i kikkerten.

  • TV2 Østjylland har tidligere beskrevet, hvordan der har været flere farlige episoder på afsnit C, som har været under opsyn af Arbejdstilsynet.

  • Tilsynet har holdt øje med afdelingen i hele 2023 og været på besøg der fem gange.

  • Der er blandt andet sket en arbejdsulykke på afsnittet, hvor en patient forsøgte at skære en ansat i ansigtet med en knust kaffekop.

  • Derudover har der været flere tilfælde af forsøg på vold mod ansatte med inventar fra samme patient. Det resulterede i, at afdelingen fik to strakspåbud.

At der siden er fulgt flere og enslydende henvendelser, til både hospitalsledelsen og Styrelsen for Patientsikkerhed, helt frem til hjemsendelsen, bekymrer Jane Alrø fra Bedre Psykiatri. 

- Alarmklokkerne bør ringe, uanset om det er hos Styrelsen for Patientsikkerhed eller afdelingsledelsen i Region Midtjylland.

Ingen af bekymringshenvendelserne har ført til sanktioner, og den fratrådte overlæge har ikke modtaget advarsler, har regionen tidligere oplyst.

I september i år stoppede afdelingsledelsen.

TV2 Østjylland har tidligere besøgt den omtalte og omstridte afdeling i psykiatrien i Randers.

Generalsekretæren for Bedre Psykiatri undrer sig over forløbet, og mener, at regionen i sidste ende sidder med ansvaret.

- Der er tale om en fagperson, som i alt for mange år har praktiseret på egen hånd. Det kan vi ikke leve med. Det skal regionen i sidste ende stå til ansvar for.

Region Midtjylland oplyser, at de først kan svare på kritikken i uge 43. 

Kristian Sloth har sendt en redegørelse af sin oplevelse af forholdene på Afsnit C som svar på TV2 Østjyllands henvendelse. I et tidligere svar skriver han, at han ikke mener, der er grund til at kritisere hans indsats på afsnittet. 

- Jeg har i hele min tid i Randers haft den samme afdelingsledelse, og jeg har aldrig fået en påtale eller en advarsel for min patientbehandling. Vores patienter har generelt været tilfredse, og resultaterne af vores landsdækkende undersøgelse af patienttilfredshed er gode, siger han i et skriftligt citat.

Sengeafsnit C

Sengeafsnit C er et sengeafsnit i regi af Regionspsykiatrien Randers. Målgruppen er patienter over 18 år med

• personlighedsforstyrrelser

• organiske psykiske lidelser, f.eks. demens

• angstlidelser

• autisme

Der er fra tid til anden også patienter med andre diagnoser.

Der er 14 patientstuer, og personalet består af læger, psykologer, sygeplejersker, pædagoger, social- og sundhedsassistenter, psykomotoriske terapeuter, motionsmedarbejdere, peer- medarbejdere, og lægesekretærer.

Kilde: Region Midtjylland.

Seneste nyt

Dit digitale aftryk

Vi indsamler information for at huske indstillinger, forbedre sikkerheden og analysere statistik. Vi sporer dig ikke systematisk på vores hjemmeside eller på tværs af andre hjemmesider og apps. Du kan altid ændre dit samtykke. Klik på detaljer, hvis du vil vide mere.

Du kan altid ændre dine præferencer senere.

Her kan du finde en oversigt over hvilke cookies vi potentielt sætter.
Du kan se flere detaljer om vores cookies her