Beboere skal koge drikkevand
Der er fundet bakterier i vandet ved Fårup
Beboerne i Fårup, Purhus, Nørbæk og Ørrild ved Randers skal i de kommende dage koge deres drikkevand.
Kogeanbefalingen kommer efter en prøve udtaget af vandet på Fårup Vandværk har vist et forhøjet indhold af kimtal ved 37 grader, og det er udtryk for, at der er bakterier i vandet.
- Prøven fortæller dog ikke hvilke bakterier, der er i vandet, siger projektleder hos Randers Spildevand, Leif Christiansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
- Vi har sat gang i en masse ekstra prøver, så vi kan finde ud af om bakterierne er sygdomsfremkaldende - og så skal vi selvfølgelig finde årsagen til forureningen.
Indtil de prøver er i hus anbefaler Randers Spildevand derfor, at vand, der skal anvendes til drikkevandsformål, koges og afkøles i køleskab inden det drikkes.
Leif Christiansen anbefaler at beboerne holder sig opdateret via Randers Spildevands hjemmeside.
- Vores første prioritet har været at informere plejehjem, institutioner og skoler. Nu skal vi i gang med at informere områdets husstande, siger Leif Christiansen.
Fårup Vandværk forsyner godt 700 husstande, virksomheder og landbrug.