Bartender åbnede to danskvand og så faldt hammeren
En bodega i Havndal får en bøde for at have åbent for længe.
To danskvand var natten til lørdag med til at fælde en bodega i Havndal nord for Randers.
Bartenderen var netop i færd med at knappe de to flasker op til bodegaens eneste to gæster, da politiet trådte ind ad døren. Problemet for bodegaen, bartenderen og de to gæster var, at klokken var 01.05 – og dermed overskred bodegaen Covid-19-reglerne. Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.
Læs også
Det var en af politiets specialpatruljer, der blandt andet har til opgave at føre tilsyn med beværtninger, der under en patruljetjeneste bemærkede, at bodegaen var åben.
Udover bartender og gæster, var ejeren også til stede ved bodegaen. Han stod udenfor og talte i telefon.
Efter alle var blevet registreret og sendt væk, blev ejeren bedt om at lukke og slukke, samt sigtet for overtrædelse af de skærpede regler om Covid-19. Han kan nu se frem til en bøde.