Bargæst slået til blods med krykke
En diskussion på en beværtning i Randers udviklede sig til, at en bargæst blev slået i hovedet med en krykke.
En politipatrulje måtte onsdag besøge en beværtning på Udbyhøjvej i Randers NØ, fordi de havde modtaget en anmeldelse om, at en bargæst havde slået en anden mand på beværtningen i hovedet med en krykke.
Det skriver Østjyllands Politi i døgnrapporten.
Politiet kørte klokken 23.02 til stedet, hvor de mødte en mand på 59 år, som blødte fra hovedet.
Læs også
Manden forklarede til politiet, at han havde diskuteret med en 61-årig mand, der var blevet så sur, at han havde slået ham med sin krykke.
Ifølge politiet var den 59-årige umiddelbart ikke kommet alvorligt til skade.
Manden, der havde svunget krykken, var stadig på beværtningen, og blev anholdt og sigtet for grov vold.
Østjyllands Politi oplyser, at de undersøger episoden nærmere.