Arbejdsulykke: Mand dræbt af træktov til mejetærsker
En 50-årig mand er død, efter at han forsøgte at trække en mejetærsker fri
9. sep 2015, kl. 15:32
Mere end 30 dage gammel
En arbejdsdag på marken fik tirsdag en tragisk udgang for en 50-årig mand.
Manden arbejdede på en mark i Dalbyneder uden for Havndal ved Randers, og under arbejdet kørte hans mejetærsker fast.
Derfor ville manden trække den fri med en traktor og et træktov:
- Han forsøger flere gange at trække den fri, men pludselig ryger tovet tilbage og gennem frontruden på traktoren og rammer ham, siger Peter Bay Jensen, der er politikommissær ved lokalpolitiet i Randers.
- Han afgår ved døden, øjeblikkeligt tror vi.
Hvad ulykken skyldtes, er endnu uklart:
- Om det er, fordi tovet er bristet eller bundet forkert, er Arbejdstilsynet ved at undersøge, siger Peter Bay Jensen.