Anja åbnede bod torsdag: Søndag opdagede hun det første tyveri
Anja Kragelund er sur og skuffet. I weekenden opdagede hun, at nogen havde stjålet fra hendes bod. Nu vil hun sætte overvågning op.
Hun forsøger at skabe en forretning som blomsterdekoratør, og derfor gør det hende ekstra bitter, at hun i weekenden opdagede, at nogen havde taget to kranse fra hendes bod i Assentoft. Uden at betale vel at mærke.
- Jeg er sur og skuffet. Jeg vil gerne leve af lave blomster og buketter til folk, så det her er bare rigtig træls, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Torsdag åbnede hun sin bod på Skolevej i Assentoft for første gang efter sommerferien. Tre dage nåede den at være åben, før hun opdagede, at nogen havde taget to kranse til samlet 395 kroner uden at overføre penge på Mobilepay.
- Hvem vil gøre sig til tyv for så lille et beløb? siger Anja Kragelund.
Drømmen om blomster
Beløbet er dog ikke lille for hendes forretning. Hun startede sin forretning op i november sidste år, men der er stadig ikke nok salg til, at hun kan leve af det.
Men det er hendes drøm, at blomster kan blive hendes karrierevej.
- Jeg synes, det er fejt, at man tænker, at de penge kan jeg da sagtens undvære, for det kan jeg altså ikke, hvis jeg skal leve af det her, siger hun.
Artikler fortsætter under opslaget
I et forsøg på at nå ud til den eller dem, der har taget kransene, har hun lavet et opslag i den lokale Facebookgruppe. Her bliver hun opfordret til at opsætte overvågning ved boden.
Baseret på tillid
Selvom hun er træt af at gå den vej, føler hun, at det er nødvendigt. I foråret var der også tyveri fra boden, dog i mindre omfang.
I øjeblikket er hendes mand ved at lave en ny bod til hende, hvor der skal være køl og nu også overvågning.
- Jeg har haft en forretning, hvor jeg siger til folk, at det er baseret på tillid. Jeg har ingen åbningstider, der er altid åbent, så folk kan handle, når det passer dem. Min forretning er baseret på, at jeg stoler på folk. Så det her er rigtig træls, siger Anja Kragelund.
Hun gør sig ikke nogen håb om at få penge for sine kranse.