Afsløring før lukket møde: Ledelse på demensplejehjem får kritik

Byrådet i Randers Kommune er indkaldt til informationsmøde om forholdene på plejehjemmet Huset Nyvang efter TV2-dokumentar.

Huset Nyvang blev i sin tid præsenteret som en demenslandsby med særligt fokus på at sikre mennesker med demens en værdig tilværelse.

Der rejses både kritik af ledelsen og forholdende på demensplejehjemmet Huset Nyvang i Randers.

Det kommer frem i en interviewundersøgelse på plejehjemmet, som har været færdig siden juni, og som kommunen med borgmester Torben Hansen (S) i spidsen i eftermiddag fremlægger på et lukket informationsmøde.

Læs også Efter måneders tavshed i plejesag: Nu taler borgmesteren endelig

TV2 ØSTJYLLAND er i besiddelse af undersøgelsen. Og her kan man blandt andet læse, at ledelsen skal blive mere tydelig, og at livskvalitet skal på dagsordenen.

'Der efterspørges retning, fælles mål, anerkendelse, ros/feedback og synlig ledelse', står der blandt andet i undersøgelsen, hvor det også konkluderes, at det er en forudsætning for, at den enkelte kan træffe kvalificerede beslutninger.

Massiv kritik i dokumentar

I TV2-dokumentaren 'Plejehjemmene bag facaden', som blev sendt for nylig, kunne man blandt andre følge 91-årige Niels Nielsen, der i ti timer gik rundt med beskidt ble, selvom han gentagende gange havde bedt personalet om hjælp.

Læs også Ældre-direktør forfærdet efter plejesvigt: Kan sammenlignes med coronakrisen

På den baggrund har borgmester Torben Hansen indkaldt alle byrådsmedlemmer og kommunens ældreråd til et informationsmøde tirsdag eftermiddag, hvor blandt andet interviewundersøgelsen vil blive gennemgået, og et forslag til en handleplan vil blive fremlagt.

Man kan ikke tage udgangspunkt i en rapport fra ét plejehjem og så sige, at sådan er det også andre steder.

Frida Valbjørn Christensen, byrådsmedlem i Randers Kommune, Enhedslisten

I rapporten fremgår det, at tilfredsheden med Huset Nyvang er stigende, men blandt andet også, at 'der ønskes et øget fokus på en dagligdag med indhold, udover de praktiske opgaver, så livskvalitet kommer på dagsordenen ...'

Flertal kræver tilbundsgående undersøgelse

Forud for informationsmødet tirsdag eftermiddag kræver et stort flertal i byrådet - med undtagelse af Socialdemokratiet og De Konservative - en kulegravning af hele plejeområdet i kommunen.

Derfor forventer 1. viceborgmester Christian Brøns fra Venstre da også, at partierne kan blive enige om at få lavet den tilbundsgående undersøgelse. Han mener nemlig ikke, at undersøgelsen fra Huset Nyvang rækker.

- Vi skal have rettet op på forholdene. Det kan vi gøre ved at få klarhed over, hvad det er vi tilbyder på vores plejecentre, siger Christian Brøns (V) til TV2 ØSTJYLLAND.

Borgmester Torben Hansen (S) vil tage tingene i den rigtige rækkefølge, og derfor først se på pointer fra rapporten om Huset Nyvang.

Borgmester Torben Hansen (S) vil gerne have byrådsmedlemmerne til at se rapporten fra Huset Nyvang først.

- Vi skal prøve at se, om der er nogle af de ting, som står i rapporten om Huset Nyvang, som vi kan bruge andre steder, sagde Torben Hansen i et interview med TV2 ØSTJYLLAND den 31. juli.

Læs også Politisk pres efter plejehjemssag: Ekstern undersøgelse er unødvendig

Men Christian Brøns har ikke samme tiltro til, at pointerne bare sådan kan bredes ud.

- Det er tvivlsomt. Man har i interviewundersøgelsen ikke forholdt sig til episoderne fra dokumentaren, fordi Randers Kommune afslog at se den. Det er kritisabelt, siger Christian Brøns.

Frida Valbjørn Christensen fra Enhedslisten synes det er mærkeligt, at en rapport fra ét plejehjem skal kunne bruges til at forbedre forhold andre steder. Foto: Pressefoto af Randers Kommune

Det samme mener Frida Valbjørn Christensen fra Enhedslisten.

- Det er noget mærkeligt noget at sige. Man kan ikke tage udgangspunkt i en rapport fra ét plejehjem og så sige, at sådan er det også andre steder, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

Men sådan lyder det ikke fra borgmesteren.

- Lad os nu tage tingene i den rigtige rækkefølge, så vi ikke spilder ressourcerne. Det er ikke at handle for langsomt, men at tage tingene i den rigtige rækkefølge, sagde Torben Hansen (S) til TV2 ØSTJYLLAND 31. juli.

Informationsmødet finder sted tirsdag eftermiddag fra klokken 16:00 til 18:00.