Ærlig PC: Det var ikke godt nok
Randers FC-lejren ærgrede sig over, at førstepladsen glippede
Randers FC fik muligheden for at overtage førstepladsen i Superligaen, men tabte på hjemmebane 2-0 til de forsvarende mestre fra FC Midtjylland.
Sportsdirektør i Randers FC Peter Christiansen, også kaldet 'PC', var ikke tilfreds med præstationen.
- I kampen i dag er vi ikke gode nok. Vores tekniske niveau er for dårligt, og vores lyst og mod til at udfordre Midtjylland er ikke til stede, og så kan man ikke gøre sig forhåbninger, siger Peter Christiansen til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han bliver bakket op af kantspilleren Jonas Borring.
- Jeg synes Midtjylland er klart bedre i første halvleg, hvor vi er lidt på hælene. Vi starter fint nok i anden halvleg, og de scorer desværre i vores gode periode, og så er det op ad bakke. Det er fortjent nok, at vi taber, siger han.
- Vi rammer ikke dagen, og så er det svært at slå dem, siger Jonas Borring.
Du kan se mere i videoen øverst i artiklen.