By ændrer ry: Vi er ikke bare Mokaï
Made in Randers er en ny forening, der vil ændre Randers' omdømme. De er godt trætte af at blive spurgt, om de drikker Mokaï og går i Nike Shox
Mokaï, Nike Shox og rødder på scootere er nogle af de ting, der ifølge et stort antal randrusianere leder danskernes tanker hen på den kronjyske storby Randers.
Foreningen Made in Randers er derfor sat i verden for at ændre byens omdømme.
Læs også
- Jeg synes, det er et super, super godt initiativ. Alt, hvad der kan bidrage til, at børn og familier får gode oplevelser, det er fremragende, siger Torben Hansen (S), der er borgmester i Randers.
Og tiltaget er måske vigtigt. Ifølge flere af byens borgere, møder man nemlig ofte fordomme, når man fortæller, at man kommer fra Randers.
- Folk synes, vi er lidt latterlige, fordi vi kommer fra Randers. Men vi drikker ikke Mokaï eller går i Nike Shox, siger Søren Hougaard, der er studerende i Randers
Og hans studiekammerat, Hector Krabbe, oplever også, at folk har negative associationer om hans hjemby.
- Man bliver set lidt ned på, fordi man er fra Randers. Jeg er ikke så stolt af at være fra Randers, som jeg måske kunne være. Så hvis det bliver lavet om, så kan det da godt tænkes, at man ville være glad for at være fra Randers, siger han til TV2 ØSTJYLLAND.
Sportsfolk hjælper til
Foreningen blev tirsdag aften præsenteret i forbindelse med Randers HK's hjemmekamp. Håndboldklubben er nemlig meget aktive i projektet.
- Vi har meget stor interesse i, at der bliver talt positivt om Randers by og omegn, for det er det sted, vi opererer i til dagligt. Vi vil gerne have talt Randers op, det gør tingene nemmere for os, siger Per Rasmussen, der er direktør i Randers HK.
Klubbens fanbase står bag klubben. I deres optik er byens ry nemlig meget ufortjent, og derfor støttet de også op om Made in Randers.
- Jeg synes, det er fantastisk. Vi ved alle sammen i Randers, at det er en fantastisk by, så jeg glæder mig til at se, hvad der kommer ud af den her forening. Vi fans i Randers HK vil i hvert fald bakke op om det, siger Jimmi Thomassen, der er formand for Randers HK Fanklub.
Til aftenens håndboldkamp, hvor sløret blev løftet for projektet, var byens tidligere borgmester også mødt op for at hjælpe med at forbedre det ry, byen har fået.
- Udover at jeg er politiker, så bor jeg jo også i området, og derfor kender jeg jo godt til de lidt dårlige historier, der er om Randers. Jeg hører jo også på Christiansborg, når jeg kommer derover, om Randerschampagne – altså Mokaï, siger Michael Aastrup Jensen (V), der i dag er folketingsmedlem.
Taktikken er lagt
Det lyde som en svær opgave at lægge folks fordomme i graven, og det bliver det måske også. Men ikke desto mindre er taktikken lagt.
- Vi har brug for at fortælle om alt det gode, der er i Randers. Danmarks eneste flodby, vi laver en lang række aktiviteter og så videre. Og når der så er så godt et initiativ som Made in Randers, så kan jeg kun bakke det op 100 procent, siger Michael Aastrup Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.
Tugce Keskin er projektmedarbejder i Made in Randers, og hun er glad for, at der bliver gjort noget aktivt for at ændre det image, hendes hjemby har.
- Jeg har studeret i Aalborg, og der har jeg tit fået at vide, at ”Randers er sådan en truckerby, hvor der er masser af kriminalitet, og jeres Mokaï og jeres Shoxsko”. Det er lidt ærgerligt, for det er ikke det indtryk, jeg har af Randers. Jeg er rigtig glad for at bo i Randers, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.
Læs også
Byens nuværende borgmester håber, at initiativet på lang sigt vil give endnu mere afkast end bare at ændre omtalen.
- Man skal altid være god til at fortælle, hvad det er, man gør rigtig godt. Og i den proces kommer man nogle gange til at tænke på, hvad man kan gør endnu bedre, siger Torben Hansen (A).