85-årige Knud Erik har mistet sin livsnerve
Knud Erik Lassen fik natten til søndag stjålet sin gule tuktuk, der gør, at han kan klare sig selv. Nu leder store dele af Randers efter den.
Der er stor frustration at spore i lejligheden hos 85-årige Knud Erik Lassen. Han bor på Ægirsvej i det nordlige Randers, og herfra blev hans uundværlige gule tuktuk natten til søndag stjålet.
Køretøjet gør ham uafhængig og i stand til at klare sig selv.
- Min far kan selv handle, besøge venner og bekendte og passe sit kolonihavehus, fordi han har tuktuk'en at tøffe rundt i. Det er et stort tab for ham, at den nu er væk, siger sønnen, Finn Lassen, til TV2 ØSTJYLLAND.
- Også nu, hvor der er corona, har min far endnu mere brug for den. Han er lidt nervøs ved at køre i bus, så at den er stjålet, hindrer ham i at komme rundt i byen, fortsætter han.
'Vildt overvældende med hjælpen'
Sønnen forsøger derfor at gøre alt for at få køretøjet hjem igen. Han har delt et opslag på Facebook, som er blevet flittigt delt.
Det virker til, at hele Randers har sat sig for at finde tuktuk'en.
Læs også
- Det er helt vildt og overvældende, hvor behjælpelige folk er. Det er så dejligt og betyder meget for både min far og jeg, siger Finn Lassen.
Tuktuk'en koster 50.000 kroner fra ny, og da det ikke er sådan ligetil at få køretøjet forsikret, står pensionisten Knud Erik Lassen tilbage med en stor regning, hvis han skal have en erstatning.
Stort set som ny
For få måneder siden var han så heldig at finde den gule tuktuk til en god pris hos en mand i Nordjylland.
Dengang havde den kun kørt 3000 kilometer og må betegnes som stort set ny.
- Den har et særligt kendetegn i form af påskriften 'Thyrock.dk'på siden og foran. Den blev stjålet ude foran trappeopgangen, hvor min far bor. Jeg håber virkelig på, at nogen har set noget, eller ved hvor den er, siger Finn Lassen.
Tyveriet er anmeldt til politiet.