32-årig fik flaske i hovedet
Kom til skade under voldsomt overfald på diskotek
12. feb 2012, kl. 12:39
Mere end 30 dage gammel
En 32-årig mand blev natten til søndag kørt til sygehuset med ambulance, efter at han var blevet udsat for vold på et diskotek i Storegade i Randers.
Ifølge politiet opstod der mellem klokken to og tre tumult ved diskotekets garderobe. Uenighederne endte med, at en 39-årig mand slog en flaske i hovedet på en 32-årig.
- Den 32-årige kom ret alvorligt til skade og måtte behandles på skadestuen. Den 39-årige blev anholdt kort efter, siger vagtchefen ved Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Den 39-årige formodede gerningsmand er blevet løsladt. Han er nu sigtet for såkaldt kvalificeret vold, hvilket takseres hårdere end almindelig vold.