200 meter på vandet
Volden i Randers var lavet om til Danmarks længste vandrutsjebane
Der var masser af tilskuere, der trodsede vejret, da der i dag var et specielt initiativ på programmet i Randers Ugen.
Ved Volden i Randers var der opsat Danmarks længste vandrutsjebane på 200 meter.
En af dem, der lagde vejen forbi, var Christian Krogsgaard, der til daglig studerer i Aarhus.
- Det er sjovt, at Randers tager det her initiativ. Det er lidt specielt, og det synes jeg kunne være sjovt at prøve, siger Christian Krogsgaard, der fik en tur på rutsjebanen.
- Der var super meget fart på, det var rigtig sjovt, lød vurderingen.
Også Randers' borgmester Claus Omann Jensen (V) fik en tur, som han anbefalede varmt.
- Ideen hænger jo også sammen med, at vi har et projekt i byen, der hedder byen til vandet, og så kan vi jo tage vandet ned til byen, siger Peter Westphael, der er initiativtager til rutsjebanen.
Også TV 2 | ØSTJYLLANDs reporter fik en tur i rutsjebanen - og selv om hun var lidt nervøs ved det, klarede hun også turen.
Det kan du se i indslaget i videoen øverst i artiklen.