200 år gamle grøntsager hitter i Randers

Hospital vil have gamle sorter af grove grøntsager på menukortet. De er mere sunde og har bedre holdbarhed

02:50

Som led i et nyt forskningsprojekt vil Regionshospitalet Randers have 200 år gamle sorter af grove grøntsager tilbage på patienternes tallerkener.

- For os er det en rigtig god kvalitet. De strutter af sundhed, siger Ulla Høegh, økonoma og kostkonsulent, RegionsHospitalet Randers.

Grøntsagerne er også helt specielle. De er nemlig fremdyrket af frø, der stammer fra en særlig genbank i Norge.

Frøene er over 200 år gamle, og de særlige sorter af kål og rodfrugter findes ikke længere i Danmark, fordi moderne grøntsager gennem mange år er blevet forædlede i flere led.

Læs også Randers-hospital får guld i økologi: Nærmer sig 100 procent

- Forskellen er, at dem, man kan købe i supermarkedet, er forædlede gennem lang tid, og de er en anelse mere søde i smagen, og har mistet nogle af de sundhedsgavnlige effekter, som vi ved er associeret med de gamle bitre grøntsager, siger Jens Meldgaard Bruun, professor og overlæge, Regionshospitalet Randers.

Derfor vil Regionshospitalet i Randers tilbage til de oprindelige udgaver af grøntsager. De gamle grøntsager er nemlig sundere end andre økologiske grøntsager, der dyrkes i dag.

- Man ved, at de bitre grøntsager indeholder en anelse mere antioxidanter. Man ved, at de indeholder flere gavnlige stoffer, som blandt andet forbedrer både sukkeromsætningen, hvis man for eksempel har type 2 diabetes, og det forbedrer kolesteroltallet og reducerer vægten lidt, siger Jens Meldgaard Bruun.

Læs også Kom med en tur på de nye enestuer på AUH i Skejby

Regionshospitalet Randers er ikke alene med interessen for gamle grøntsager.

- Det er rigtig spændende, så vi er nysgerrige, og vi vil gerne være med i det forsøg, siger Kirsten Rytter Hansen, ledende økonom, Hospitalsenheden Horsens.

I Horsens følger man derfor forskningsprojektet i Randers tæt. Og her overvejer man også at indføre de gamle grøntsager på menukortet.

- De har en meget bedre struktur, smag og holdbarhed. Det er gode egenskaber hele vejen rundt. Og så har de også en sundhedsmæssig effekt, siger Kirsten Rytter Hansen.

Forskningsprojektet i Randers skal i første omgang bruges til mere præcist at kortlægge de sundhedsmæssige fordele ved brugen af de gamle grøntsager. Først derefter vil de gamle grøntsager blive bredt ud til andre sygehuse.

- Som hospital gælder det om at gøre vores patienter så sunde som muligt. Og dermed også give dem grøntsags typer, som vi ved er sunde, siger Jens Meldgaard Bruun.

Øverst kan du se hele indslaget om de gamle grøntsager.