19-årige Silas bryder med trist tendens
19-årige Silas Green er frivillig træner i Randers Gymnastiske Forening. Men der er for få af hans slags.
Antallet af frivillige unge i foreningslivet faldet.
Den udvikling vil en række kommuner forsøge at vende. Derfor har Aarhus, Favrskov, Randers og Syddjurs kommuner sammen med DGI Østjylland arrangeret workshops, hvor foreninger får konkrete råd og inspiration til at tiltrække unge – til gavn for både unge og foreningen.
For frivilligt arbejde er både godt for foreningerne og for de unges trivsel.
19-årige Silas Green fra Randers er en af de unge, der selv har oplevet, hvor meget godt, det kan give at være frivillig.
Han har gået til parkour i Randers Gymnastiske Forening i mange år. Da hans trænere for fire et halvt år siden spurgte ham, om han ikke kunne have lyst til at give en hånd med som hjælpetræner, slog han til med det samme.
- Det er megafedt at være frivillig. Det giver et helt andet fællesskab, fordi man er sammen om en fælles interesse, og fordi man bidrager til at bringe smil på læben hos andre, siger Silas Green.
Frivilligt arbejde i stedet for sofa
Udover træner-tjansen på parkour-holdet har han også hjulpet med at tage billeder i foreningen samt været aktiv i gymnastikforeningens Ungenetværk, der står bag en række forskellige arrangementer.
- Man bliver afhængig af hinanden. Det er fedt at forpligte sig til et fællesskab, og man får hurtigt gode venner, siger han.
Han går i 3.g i gymnasiet og har egentlig en del at se til. Men han kan alligevel sagtens finde fire-fem timer om ugen til frivilligt arbejde i foreningen.
- Jeg kunne da godt ligge derhjemme på sofaen i stedet, men det her vil jeg meget hellere, siger han.
Næsten hver anden ung er frivillig
Selvom der bliver færre frivillige unge som Silas Green, er unge i gennemsnit mere frivillige end voksne. Tal fra Idrættens analyseinstitut IDAN viser, at 43 procent af 16-19-årige er frivillige, oplyser DGI i en pressemeddelelse. Til sammenligning er 35 procent af 20-79-årige frivillige.
Læg dertil, at 39 procent af unge, som ikke allerede er frivillige i dag, gerne vil være det. Det
Konsulent med ansvar for Unges fællesskaber hos DGI Østjylland Anna Nygård Jepsen fortæller også, at der er 39 procent unge, som ikke allerede er frivillige i dag, gerne vil være det. Hun ser derfor en god mulighed for at få engageret endnu flere unge i foreningerne.
- Sammen med kommunerne sætter vi særlig spot på de unge og potentialet for at engagere endnu flere unge i foreningerne. Med indsatsen håber vi at kunne give de unge en større stemme ind i foreningen og åbne nye muligheder for udvikling i foreningen, da de unge ofte har andre og nye idéer til aktiviteter, kommunikation og organisering, siger Anna Nygård Jepsen i pressemeddelelsen.