19-årig lettede fra jorden og fløj 20 meter i sin bil
Tilfældig forbipasserende spottede bil inde i skov.
En 19-årig mand blev natten til fredag kørt på hospitalet efter et dramatisk solouheld i Randers.
Den 19-årige kørte på Hadstenvej, da han mistede kontrollen over bilen, kom over i den modsatte vejbane og ramte ind i grøften.
Bilen havde dog så meget fart på, at den lettede fra jorden, røg højt op i luften og fløj omkring 20 meter ind i en mindre skov på stedet.
- En tilfældig forbipasserende ringede 112, fordi han havde bilen inde i skoven. Der stod en ung mand, som blødte, ved siden af, siger pressemedarbejder hos Østjyllands Politi, Jakob Christiansen, til TV2 ØSTJYLLAND.
Den unge mand blev kørt på hospitalet, men er umiddelbart ikke kommet alvorlig til skade.
Lugtede af alkohol
Det kan tyde på, at det ikke er helt tilfældigt, at den 19-årige kørte galt og endte inde i en skov. Han er således sigtet for spirituskørsel.
- Betjentene vurderede, at han havde drukket, fordi han lugtede af alkohol, havde røde øjne og i det hele virkede beruset, siger pressemedarbejder Jakob Christiansen.
Den unge mand forsøgte ikke at benægte, at han havde drukket for meget alkohol.
Ifølge politiet er den 19-årige sluppet billigt fra solouheldet.
Politiet fik en anmeldelse om færdselsuheldet klokken 2.59 natten til fredag.
Du kan læse om den aktuelle situation i forhold til coronavirussen her