17-årige Luna har en bøn til bilister
Vejvrede er et problem, Sofie Vadmand oplever til dagligt som kørelærer i Randers, og det skaber utryghed hos eleverne.
Det kan være svært at køre i bakgear, finde koblingspunktet og parallelparkere, når man sætter sig ind i bilen for første gang.
Og det bliver bestemt ikke nemmere, hvis der bliver dyttet og råbt skældsord samtidig.
Det oplever Sofie Vadmand, som er kørelærer i Randers, er blevet en del af hverdagen for hende og hendes elever.
- Jeg holder med en elev og skal ind i en lille rundkørsel, og hun går så i stå to gange og ham, der holder bag ved os, overhaler os og kører den forkerte vej rundt i rundkørslen.
Og hun er ikke den eneste, som har oplevet ubehagelige episoder i trafikken.
Kørerlærerforeningen i Randers kan også berette om chikanerende og hasarderet kørsel.
- Jeg har nogle kollegaer, som har været udsat for, at nogen har været truende og er hoppet ud af bilen, siger Sofie Vadmand.
Elever bliver utrygge i trafikken
Det har konsekvenser for eleverne, når temperamentet får frit løb.
Kørelæreren mærker på første hånd, hvordan eleverne påvirkes af vejvreden.
- Der var en elev, som blev nødt til at holde ind til siden og stige ud af bilen og lige måtte ryste sig lidt, fordi man var så påvirket af episoden.
De ubehagelige oplevelser kan den 17-årige køreskoleelev Luna Wiinberg genkende.
Hun fortæller, at hun er blevet dyttet af, da hun ikke kunne starte bilen.
- Når jeg bliver overhalet eller dyttet af, så bliver jeg lidt mere nervøs og ikke helt så rolig, siger hun.
Tag hensyn
Ifølge kørelæreren kan det også påvirke selve forløbet, når man tager kørekort.
- Det gør jo, at nogen vil tage længere tid om at få taget deres kørekort, fordi de bliver så nervøse, når de skal ud at køre bil.
Læs også
Luna Wiinberg er allerede nervøs i forvejen, når hun sætter sig ind bag rattet, så derfor kommer hun med et ønske til de erfarne bilister:
- Nu hvor I har lært at køre bil, så ville det være rigtig rart, hvis I ville tage hånd om, at jeg også gerne vil lære at køre bil og gøre sådan, at det bliver sikkert for mig at lære det stille og roligt.