17-årig fanget bag rattet med stoffer i bilen
Tirsdag aften standsede en politipatrulje i Randers NV en bil og fandt salgsposer med hash, som tilhørte to 17-årige mænd.
Da politiet tirsdag kl. 17.05 stoppede en bil på Rødkløvervej i Randers NV, førte det til flere sigtelser.
Det skriver Østjyllands Politi i dagens døgnrapport.
I bilen var tre unge mænd og en kvinde. Bag rattet sad en 17-årig mand, som ikke havde kørekort og derudover virkede påvirket af stoffer. Han blev derfor sigtet for narkokørsel og kørsel uden førerret.
De to andre mænd og kvinden i bilen fremstod også påvirket. Da politiet visiterede passagerne, fandt de en mindre mængde hash, som en 19-årig mand havde på sig, hvilket også førte til en sigtelse. Den 18-årige kvinde havde ikke noget ulovligt på sig.
Læs også
Fund i bilen førte til ransagning
Da politiet ransagede bilen, fandt de flere salgsposer med hash gemt. Den 17-årige fører og en 17-årig passager erkendte, at det var deres, og politiet foretog derfor ransagninger af deres adresser.
De blev begge sigtet for besiddelse af euforiserende stoffer med henblik på salg.
På den 17-årige førers adresse beslaglagde politiet kokain, hash, digitalvægte og nogle tusind kroner i kontanter. De 17-årige mænds forældre og de sociale myndigheder er blevet underrettet.