VIDEO: Randers FCs nye hollænder på træningsbanen
Mandag formiddag dirigerede træneren Ricardo Moniz for første gang tropperne i Randers FC
Olafur Kristjansson sagde i torsdags stop som manden i spidsen for Randers FC. Søndag blev hans afløser, Ricardo Moniz, så præsenteret, og her til formiddag var den hollandske træner så på træningsbanen med sine spillere for første gang.
Ved sin side havde han ikke den tidligere assistenttræner i klubben, Peter Enevoldsen, da det i dag blev meldt ud fra Randers FC, at han ligesom Olafur Kristjansson stopper i den kronjyske Superligaklub.
I stedet løb Ricardo Moniz demonstrativt alene forrest under opvarmningsrunden omkring træningsbanen, inden han satte kegler op til forskellige øvelser.
Ricardo Moniz har tidligere stået i spidsen for blandt andre østrigske Red Bull Salzburg, tyske 1860 München og engelske Notts County. Senest var han træner i FC Eindhoven, der spiller i den næstbedste hollandske række.
- Vi får en cheftræner, som er et af de mest passionerede og dedikerede fodboldmennesker, jeg har mødt. Han er fyldt med energi og er en træner, der inspirerer og motiverer spillerne til at yde sit bedste i hver eneste træning. Med Ricardo får vi også en træner, der vil stille store krav til spillerne. Han er hollænder, men ikke romantiker, og 99 pct. er ikke nok for ham. Det er kun 100 pct., der tæller, sagde Randers FC-direktør Michael Gravgaard om den nye mand søndag.
Ricardo Moniz har selv en karriere bag sig som aktiv fodboldspiller. Her udfoldede han sig i forsvaret for flere mindre hollandske klubber.
Efter støvlerne blev stillet på hylden har han været vidt omkring, hvilket blandt andet har ført ham til den engelske storklub Tottenham Hotspur, hvor han var færdighedstræner.
I en kort overgang stod han også i spidsen for den tyske traditionsklub Hamburger SV. Og netop i Hamborg stiftede Michael Gravgaard bekendtskab med Moniz, da danskeren spillede for den nordtyske klub.
Moniz er dog et stort set ubeskrevet blad i den danske fodboldverden. Og det er ikke tilfældigt, lyder det fra Randers FC's direktør.
- Vi har behov for at få en udefra, som ikke har nogen forudindtaget holdning til Randers FC. Derfor besluttede vi også hurtigt at kigge efter en træner, der ikke tidligere har været i den danske andedam. Der findes en masse dygtige trænere inden for landets grænser, men i den position vi befinder os i nu, så har vi brug for friske øjne og kræfter. Det får vi i Ricardo Moniz, og jeg har virkelig stor tiltro til, at han kan være med til at få vendt udviklingen, siger Gravgaard.
Kl. 13 er der pressemøde i Thor Loungen på BioNutria Park i Randers, hvor pressen og andre interesserede får mulighed for at møde den nye cheftræner. Herefter sender vi live på Facebook med træneren.