Vellidt RFC-lejesvend: Missionen er at få permanent kontrakt
Randers FC har lejet Mads Aaquist i FC Nordsjælland for resten af sæsonen med en efterfølgende købsoption. Den håber Aaquist ender med at blive
For knapt en måned siden blev Mads Aaquist hentet til Randers FC fc FC Nordsjælland på en étårig lejeaftale.
Han skulle forsøge at udfylde det kreative tomrum, som Bashkim Kadrii havde efterladt på den kronjyske midtbane, og Aaquist stemplede med det samme ind i startopstillingen, hvor det er blevet til spilletid i fire kampe samt en straffesparksscoring mod Næsby i pokalturneringen.
Med i lejeaftalen fik Randers FC en købsoption på midtbaneslideren, som kan effektueres efter lejeopholdet. Og allerede nu håber Mads Aaquist, at det kommer til at ske.
- Jeg spiller her for at præstere det bedste, jeg kan og for forhåbentligt at kunne få lov til at blive her. At klubben synes, jeg har gjort det godt nok til det. Det har været mit fokus fra start, siger Mads Aaquist.
- Jeg er kommet hertil for at vise, at de kan stole på mig, og jeg er her for at spille for Randers. Det er det, min mission går ud på.
En vellidt offensivprofil
Den tidligere FC Helsingør-profil har i sine fire kampe for Randers FC både spillet til højre, til venstre og i midten på den offensive midtbane, men han har ikke én drømmeposition.
- Som en fri kant eller som en fri offensiv midtbane, hvor jeg får lidt frie tøjler, når vi skal sætte spillet op, og så også være med til at arbejde hårdt defensivt den anden vej.
I et interview med Randers Amtsavis efter Randers FC's 1-4-afklapsning i Nordsjælland, blev Kasper Hjulmand bedt om at forholde sig til Mads Aaquist, som han gav spilletid i 14 kampe, inden den 23-årige midtbanedynamo blev udlejet til Randers.
- Først og fremmest har Randers FC fået en topperson. Han er en af de bedste personligheder, jeg har arbejdet sammen med i min trænerkarriere. Han har en uimponeret tilgang og et højt humør, som jeg allerede savner. Som træner er han en fornøjelse at arbejde sammen med, lød det til avisen fra FC Nordsjælland-træneren.
- Det betyder jo, at jeg har efterladt et indtryk både på og udenfor banen, så det er selvfølgelig altid rart. Men jeg til hver en tid sige, at jeg er, som jeg er. Og det er Mads Aaquist, men at der er nogen, der kan lide én, det tror jeg alle synes er rart.
Randers FC tager lørdag imod Vendsyssel FF på Bionutria Park. Kampen fløjtes i gang klokken 16.00.