Udenlandske investorer vil købe Randers FC

Britiske og amerikanske investorer har kig på Randers FC og har luftet ønske om at overtage klubben

Foto: Fotogruppen Objektiv

Et konsortium af britiske og amerikanske investorer vil købe superligaklubben Randers FC og tilføre den østjyske klub et større millionbeløb og gøre den til en topklub.

- Investorerne ønsker at købe sig ind i eller overtage en nordeuropæisk klub, der har potentiale til at konkurrere på allerhøjeste nationale niveau og efterfølgende på højt internationalt niveau indenfor de næste fire til fem år. Efter grundig research har de kontaktet os. Selvom Randers FC ikke som udgangspunkt er eller har været til salg, har bestyrelsen valgt at lytte til investorernes tanker, siger bestyrelsesformand i Randers FC Holding A/S Svend Lynge Jørgensen.

Læs også Redaktør om udenlandsk interesse: Helt nye muligheder for Randers FC

Udover selve investeringen i Randers FC har de potentielle investorer fremlagt planer om efterfølgende investeringer særligt i talentudvikling, og det er blandt andet det, der gør, at bestyrelsen i Randers FC Holding føler sig forpligtede til at undersøge muligheden til bunds.

09:10

VIDEO: Se et interview med bestyrelsesformand i Randers FC Holding A/S Svend Lynge Jørgensen.

Luk video

Imponeret over forarbejdet

- Vi er imponerede over det forarbejde, de potentielle investorer har gjort og de detaljerede planer, de har udarbejdet. Planerne inkluderer oprettelse af et fodboldakademi i Randers med ambition om at blive førende på det felt i Skandinavien, siger Svend Lynge Jørgensen.

Læs også Randers FC-anfører: Super positivt med udenlandsk interesse

Han understreger, at Randers FC har en god økonomi med en meget solid egenkapital og mere end tilstrækkelig likviditet til at fortsætte på det nuværende sportslige niveau.

- Såfremt vi vælger at tage imod tilbuddet om køb af Randers FC, bliver det udelukkende, fordi vi vurderer, at det vil være til stor gavn for fodbolden i Randers og Randers by i det hele taget, siger bestyrelsesformanden.

Et overordentlig pænt beløb

Han ønsker ikke at oplyse præcist hvor mange penge investorerne har planer om at skyde i klubben, men siger ud fra hans kendskab til økonomien i de andre superligaklubber:

- Et overordentlig pænt beløb.

Planerne skal drøftes med alle relevante aktører og ikke mindst de seks moderklubber, som står bag Randers FC.

Og Svend Lynge Jørgensen forventer, at de bliver gennemført.

- Det er bestemt min forventning, siger han.