Superligaklubberne Randers FC og Silkeborg IF sluttede begge forberedelserne til den kommende sæson af på den bedste tænkelige måde.
I lørdagens testkampe vandt de to østjyske mandskaber over henholdsvis Viborg og svenske Trelleborg. Kampene var de sidste, inden Superligaen går i gang næste weekend.
Randers FC vandt på hjemmebane med 2-0 over naboerne fra Viborg. Emil Riis bragte kronjyderne foran med 1-0 i første halvleg, da han sendte bolden i mål efter et hjørnespark.
I 2. halvleg gjorde prøvespilleren Issah Salou god reklame for sig selv, da han fordoblede føringen efter at have udnyttet et blokeret skud fra Saba Lobjanidze.
Randers FC's seneste indkøb - midtbanespilleren Vito Hammershøy-Mistrati - var med fra start mod Viborg. Han fik dermed debut selvsamme dag, som hans skifte fra Hobro til Randers blev annonceret.
Tredje Silkeborg-sejr i træk
Også Silkeborg IF benyttede lørdagen til at spille sommerens sidste testkamp. Nyoprykkerne vandt på udebane med 2-1 over Trelleborg, som spiller i den bedste svenske række, Allsvenskan.
Efter at være kommet bagud sørgede Mads Emil Madsen og Frederik Alves Ibsen for, at silkeborgenserne kunne forlade banen som vindere.
Silkeborg går dermed Superliga-premieren i møde med tre sejre i træk. Østjyderne har tidligere slået Vendsyssel og Vejle.
I går, fredag, spillede også AGF og Horsens sommerens sidste testkampe. AGF spillede uafgjort 2-2 mod tyske Hamburger SV, mens Horsens på hjemmebane tabte med hele 0-4 til AaB.
Superligaen, 1. spillerunde
VIDEO: Kom med ind bag kulissen på Randers FC's hjemmebane, Cepheus Park: