Randers FC taber til AaB efter forsvarskoks

Fejl i defensiven blev dyrt for Randers FC

Foto: Henning Bagger - Scanpix

Søndag aften tabte Randers FC på hjemmebanen På BioNutria Park til AaB med 1-0.

Kamåens enlige scoring faldt efter en halv time, hvor gæsterne udnyttede et forsvarskoks i Randers-defensiven.

Først opsnappede Christian Bassogog en farlig hovedstødsaflevering af en Randers-forsvarer, og efterfølgende kunne nyerhvervelsen Marco Meilinger sætte sin første Superligascoring i et tomt mål.

God anden halvleg af Randers
Kronjyderne kom langt bedre ud til anden halvleg, og fik lagt et ganske godt pres på gæsterne.

Men efter tre nærgående Randers-forsøg i indledningen faldt intensiteten, som halvlegen skred frem, blandt andet på grund af en mangel på præcise afleveringer og ditto løb.

Læs også Silkeborg IF dukket af Brøndby på hjemmebane

I slutfasen formåede randrusianerne dog at øge presset på gæsterne med en række høje indlæg, men trods et par behjertede forsøg, blandt andet af indskiftede Marko Mitrovic, lykkedes det for AaB at ride stormen af og tage alle point med sig hjem.

Dermed har AaB fire point for sæsonens to første kampe, mens Randers FC bliver stående på et enkelt point for to kampe. Næste opgave for Randers FC i Superligaen er om en uge, hvor der er østjysk lokalopgør mod AGF.

Kampfakta

Randers FC-AaB 0-1 (0-1).
0-1 Marco Meilinger (29. minut).
Tilskuere: 4.443.