Randers FC spiller sig sikkert videre i pokalturneringen
Med en 3-1-sejr over Holstebro er Randers FC klar til kvartfinalen i pokalturneringen.
Tirsdag aften spillede Randers FC sig uden de store problemer videre i pokalturneringen, da udekampen mod Holstebro fra bunden af 2. division vundet med 3-1.
Dermed er Randers FC i kvartfinalen.
Lige før pausen kom Randers i front ved Mathias Nielsen. Defensivspilleren skød på mål langt udefra, og bolden blev rettet af, så den snød Andreas Raahauge i Holstebro-målet.
Ti minutter inde i anden halvleg blev der scoret til 2-0 efter et hjørnespark. Det var ikke til at sige, om det var Alhaji Kamara eller en forsvarsspiller, som sendte bolden i mål.
Klysner fik hovedrolle
Hjemmeholdet havde flere gode muligheder for at reducere og følte sig også snydt for et straffespark, men der nåede aldrig at komme spænding tilbage i opgøret, før Tobias Klysner scorede til 3-0 med ni minutter tilbage.
Læs også
Kort efter sit mål blev Klysner så selv sendt ned i buret, da Randers-målmand Jonas Dakir blev skadet, og Randers havde brugt alle sine udskiftninger.
Efter få minutter på mål blev han passeret af et fremragende skud, men han kom ikke på flere alvorlige prøver, inden kampen blev fløjtet af.
'En kæmpe gulerod'
Tidligere tirsdag kunne turneringschefen i Divisionsforeningen, Peter Ebbesen, bekræfte, at denne sæsons vinder af den danske pokalturnering i fodbold er sikret europæisk gruppespil i næste sæson.
Ifølge den randrusianske sportsdirektør, Søren Pedersen, er nyheden med til at få klubben til at prioritere turneringen i endnu højere grad.
- Det er jo en kæmpe gulerod, der venter vinderen lige pludselig, sagde han tirsdag eftermiddag inden aftenens kamp og fortsatte:
- Det er en turnering, som af mange klubber nedprioriteres en smule, fordi Superligaen er vigtigere, men det kan nyheden da komme til at ændre på.
Giver endnu mere blod på tanden
Selv om det ikke er fastlagt, hvor stor en pose penge et europæisk gruppespil kaster af sig, vil det ifølge Peter Ebbesen være mindst 20 millioner kroner.
- Det er klart, at det giver endnu mere blod på tanden, at der venter en indsprøjtning af den størrelse, lød det fra Søren Pedersen.
Det forholder sig sådan, at vinderen af pokalturneringen i første omgang er sikret en playoffkamp til Europa League.
Men såfremt kampen tabes, vil "trøstpræmien" være en billet til gruppespillet i den såkaldte Conference League, som er et tredje gruppespil, der er blevet indført af Uefa til næste sæson.
Tirsdag var også Vejle fra Superligaen i kamp. Holdet var bagud 0-1 ved pausen mod Hvidovre fra 1. division, men forhåndsfavoritterne fik vendt det og vandt 3-2.