Randers FC sælger Kasper Fisker til Brøndby
Profilen Kasper Fisker er fortid i Randers FC. Klubben har fået et tilbud, den ikke kunne sige nej til. Hovedpersonen smiler og græder på samme tid
Kasper Fisker har optrådt i Randers FCs trøje for sidste gang i denne omgang.
Midtbaneprofilen skifter til Superliga-sølvvinderne fra Brøndby.
Læs også
- Jeg både smiler og græder på samme tid. Det var ikke nemt at tage beslutningen om at skifte væk fra den klub, der betyder så meget for mig, og hvor jeg har det rigtig godt, siger Kasper Fisker i en pressemeddelelse og uddyber:
- Men hvis jeg vil prøve noget andet og anderledes, så er det nu, og at klubben så også får noget økonomisk ud af det er vigtigt for mig. Jeg vil gerne takke alle i og omkring Randers FC for en rigtig god tid og til fansene for en kæmpe opbakning, siger han.
Randers FC-direktør Michael Gravgaard ærgrer sig over Kasper Fiskers farvel, men klubben fik et tilbud, man ikke kunne sige nej til.
- Vi er selvfølgelig ærgerlige over at miste en af klubbens helt store profiler, men vi har hele tiden vidst, at det kunne ske. For selv om Kasper er en rigtig klubmand, så er det nu, hvis han skal prøve noget større. Han var et ’comeback kid’, som ikke mange havde regnet med ville udvikle sig til det, han har gjort, siger Michael Gravgaard og tilføjer:
- Han har gjort det så godt, at en af ligaens helt store klubber vil have ham, og det er jo en rigtig god historie set med Randers FC-briller.
Meget at takke Fisker for
Klubben har meget at takke Kasper Fisker for, siger Michael Gravgaard.
- Kasper har været virkelig god til at give noget af sig selv. Han er uden tvivl vores mest populære spiller og en spiller, der i den grad tiltrækker opmærksomhed på og uden for banen, siger Randers FC-direktøren og uddyber:
- Han har været en fantastisk ambassadør for klubben og været en spiller, som har været med til at brande klubben og stå i spidsen for den åbenhed, som vi forsøger at være frontløbere for i dansk fodbold. Så på den front er det også et stort tab, men vi under i den grad Kasper det og ønsker ham al held og lykke i Brøndby, siger Michael Gravgaard.
Kasper Fisker fik debut i Randers FC i 2007, men slog først igennem, da han vendte “hjem” efter afstikkere til Skive og Hobro.