Randers-anfører: Vi manglede nogle procenter mentalt
Randers kom hurtigt bagud, da holdet slog AaB 2-1. Ifølge anføreren var det fordi, der var mindre på spil.
Randers FC vandt søndag 2-1 over AaB, men holdet kom hurtigt bagud, og ifølge anfører Erik Marxen manglede der nogle mentale procenter.
- Vi virkede egentlig klar, men man kunne også godt mærke, at der manglede nogle procenter i forhold til, da vi spillede i Odense, hvor der var mere på spil.
Læs også
Randers er i nedrykningspulje med AaB, Hobro og Vendsyssel, og holdet har 14 point ned til Vendsyssel og er dermed næsten sikker på at undgå nedrykning.
Ifølge Erik Marxen var det medvirkende til, at holdet ikke var helt klar fra start.
- Mange vil sikkert sige, at det er professionelt at have samme mentalitet hver gang, men jeg tror, alle fodboldspillere kan sætte sig ind i det, siger han.
Han mener, at det er noget af det, Randers skal bruge de sidste fem kampe i nedrykningspuljen på at forbedre.
- Vi skal også kunne spille uden, at det er liv eller død, og det skal vi også øve os på de næste par kampe.
Skal udvikle holdets spil
Ifølge Randers' cheftræner, Thomas Thomasberg, skal de fem kampe også bruges på at udvikle holdets spil.
- Nu skal vi først sikre os matematisk, men de næste kampe handler om, at vi skal vinde alle kampe og bygge på vores måde at spille på, siger han.
- Vi skal ikke opfinde noget nyt, men vi skal blive bedre i presset, den defensive organisation, omstillingerne, og vi kan også blive bedre med bolden.
AaB skal bruge de næste kampe på at forbedre spillet, men vil også vinde, understreger cheftræner Jacob Friis.
- De næste kampe bliver vigtige for os, for vi går efter førstepladsen, fordi den giver flere penge i kassen, og vi samtidig kan rykke os som hold.
- Vi vil gerne kunne kontrollere kampen hele vejen igennem og ikke kun i de første 45 minutter som i dag, siger han.
VIDEO: En sejr over AaB vil så godt som sikre Randers en ny sæson i Superligaen. Sådan lød profetien fra TV2 ØSTJYLLAND's Kasper Skipper i den seneste udgave af 'Skipperligaen Update':