Østjyske Superliga-klubber siger nej tak til kvindefodbold
Ingen af de fire østjyske superligaklubber overvejer i øjeblikket at satse på elite-kvindehold
Brøndby IF har længe haft et af landets bedste kvindefodboldhold. FCK og FC Nordsjælland har meldt ud, at de overvejer at satse på kvindefodbolden.
I de fire østjyske klubber har man dog ikke gjort sig tanker om at satse på den kvindelige del af spillet.
- Vi har slet ikke drøftet det, og det er ikke noget, vi har nogen planer om at kaste os ud i. Vi koncentrerer vores ressourcer om herrefodbolden, men vi vil da ikke afvise, at det på et tidspunkt kan blive aktuelt, siger AC Horsens-direktør, Kristian Nielsen.
- Det har ikke været noget tema. Vi har jo også Stensballe IK og FC Horsens i området, som er rigtig gode inden for kvindefodbold, og det er nok også en af grundene, lyder det videre.
Østjyske kvindehold i de tre øverste rækker i Danmark:
VSK Aarhus
1. Division
ASA, Aarhus
IF Lyseng
VSK Aarhus (1. division)
Kvindeserie Vest
Kjellerup IF
Romalt IF
Vorup fB
JAI Aarhus
Stensballe IK
Aarhus 1900
Lidt længere nord på i Aarhus er argumentet fra AGF’s direktør, Jacob Nielsen, det samme. Her ligger det heller ikke i planerne at satse på kvindefodbold.
- Det er ikke noget, vi har drøftet, og det er heller ikke noget, jeg kan afvise. Men nu er der jo allerede et ganske udmærket kraftcenter i byen i forvejen (Vejlby-Skovbakken, red.), og vi har rigeligt at gøre med at koncentrere os om herrefodbolden, fortæller Jacob Nielsen, direktør i AGF.
Måske ude i fremtiden
I Silkeborg har de ikke gjort sig overvejelser, om der skal satses på kvindefodbold på eliteplan, Kent Madsen tror dog på, at kvindefodbolden kommer til at vokse i Danmark.
- Vi er jo en virksomhed, og hvis det skal være, så vil det være fordi, der er et kommercielt grundlag for det, fortæller Kent Madsen, der er direktør for Silkeborg IF, inden han fortsætter.
- Men min mavefornemmelse siger mig, at pigefodbolden kommer til at vokse, og jeg kunne godt forestille mig, at der kommer en professionel kvindeliga i Danmark på et tidspunkt. Hvornår det sker, vil jeg ikke spå om, men vi vil i hvert fald holde øje med det.
I Randers FC mener man ikke, at det er utænkeligt, at det kommer til at ske på et tidspunkt. Michael Gravgaard slår dog fast, at der heller ikke i Randers er konkrete planer.
- Ingen konkrete planer som sådan, men det er bestemt ikke utænkeligt. Randers har jo tidligere som by været stærke i kvindefodbold takket være en stor indsatsyder i Vorup FB, skriver direktør Michael Gravgaard i en mail.