Ole Nielsen: AGF må synes vi gør det godt
Sportschefen i Randers FC ser det som en cadeau til klubbens arbejde, at AGF igen har været på rov i det kronjyske
Torsdag offentliggjorde AGF købet af midtbanespilleren Mustafa Amini i Randers, og tidligere har både et ungt angrebstalent, direktøren og chefscouten taget samme tur. Hos kronjyderne ser de skiftene som en ros af deres arbejde.
- AGF må jo synes, at vi har nogle interessante spillere, og at vi gør et godt og stort stykke arbejde med at udvikle dem. Men jeg vil stadig pointere, at vi aldrig havde solgt Amini, hvis ikke vi følte, det var det rigtige at gøre, siger Ole Nielsen til tv2oj.dk.
Læs også: AGF på rov hos de lyseblå igen igen
Salget af Amini hiver nu sportschefen i arbejdstøjet, for der skal findes en erstatning.
- Der skal hentes en ny spiller til den centrale midt. Vi går først og fremmest efter en, der laver flere mål og assists end Amini, for han står noteret for et rent nul i superligaen. Erstatningen skal være farligere rent offensivt, fortæller han.
Stadig ikke brug for Keller
Salget af australieren kommer kun kort tid efter, at Randers FC meldte ud, at samarbejdet med Christian Keller ophørte. Umiddelbart virker det ikke taktisk klogt, da han jo har sin force på netop den centrale midt.
Læs også: Randers FC skiller sig af med en keeper og henter en ny
- Men det var en sportslig vurdering, at vi ikke har brug for Keller, og vi vidste godt, at Amini var på vej væk, da vi tog beslutningen, forklarer Ole Nielsen.
I transfervinduet hidtil har Randers FC ophævet kontrakten med reservemålmand Jack Duncan, og hentet Frederik Due i HB Køge som erstatning.