Officielt: Ove C. ny cheftræner i Randers FC
Fodboldklubben Randers FC har ansat Ove Christensen som ny træner. Han afløser den fyrede John "Faxe" Jensen.
Ove Christensen og Randers FC har indgået en aftale, der løber sæsonen ud. Det vil sige frem til sommeren 2010.
Ove Christensens opgave er lige så enkelt som den er svær. Han skal sørge for, at kronjyderne ikke rykker ned i 1. division.
- Jeg glæder mig til at begynde arbejdet. Succeskriteriet er overlevelse i SAS Ligaen - det bliver en svær opgave men langtfra umulig. Jeg har allerede et godt kendskab til holdet og ser frem til at arbejde med spillerne, således vi i fællesskab kan sikre at Randers FC også i næste sæson er i SAS Ligaen, lyder det fra Ove Christensen.
Ifølge Randers FC's direktør, Jacob Nielsen, var Ove Christensen klubbens absolutte top-kandidat til posten som ny cheftræner.
- Ove Christensen er ansat med et fælles mål; at vi ender på en 10. plads og dermed undgår nedrykning. Ove var vores førsteprioritet, og det er en enstemmig bestyrelse og sportslig ledelse, der står bag ansættelsen af ham. Ove har med hans store erfaring været involveret i begge ender af tabellen, og vi er overbeviste om, at han er den bedst kvalificerede til at sikre os forbliven i SAS Ligaen, udtaler Jacob Nielsen.
Ove Christensen har bl.a. været træner i Viborg FF, AGF, AB og Vejle og med mere end 300 kampes erfaring har han rekorden for fleste kampe som træner for hold i den bedste danske række. Sideløbende med hans stilling som talentchef i Randers FC tiltræder Peter Elstrup som assistenttræner.
Se mere i onsdagens nyhedsudsendelse klokken 19.30 på TV 2 | ØSTJYLLAND.