Europæisk gulerod via pokalturnering begejstrer i Randers
Uefa har bekræftet, at dette års vinder af Sydbank Pokalen er sikret europæisk gruppespil i næste sæson.
Tirsdag kunne turneringschefen i Divisionsforeningen, Peter Ebbesen, bekræfte, at denne sæsons vinder af den danske pokalturnering i fodbold er sikret europæisk gruppespil i næste sæson.
Det er naturligvis noget, der falder i god jord hos flere danske klubber - heriblandt østjyske Randers FC, der sammen med AC Horsens og AGF fortsat er med i turneringen.
Læs også
'En kæmpe gulerod'
Ifølge den randrusianske sportsdirektør, Søren Pedersen, er nyheden med til at få klubben til at prioritere turneringen i endnu højere grad.
- Det er jo en kæmpe gulerod, der venter vinderen lige pludselig, siger han.
- Det er en turnering, som af mange klubber nedprioriteres en smule, fordi Superligaen er vigtigere, men det kan nyheden da komme til at ændre på.
Giver endnu mere blod på tanden
Selv om det ikke er fastlagt, hvor stor en pose penge et europæisk gruppespil kaster af sig, vil det ifølge Peter Ebbesen være mindst 20 millioner kroner.
- Det er klart, at det giver endnu mere blod på tanden, at der venter en indsprøjtning af den størrelse, siger Søren Pedersen.
Det forholder sig sådan, at vinderen af pokalturneringen i første omgang er sikret en playoffkamp til Europa League.
Men såfremt kampen tabes, vil "trøstpræmien" være en billet til gruppespillet i den såkaldte Conference League, som er et tredje gruppespil, der er blevet indført af Uefa til næste sæson.