Dårlig FCM-statistik frustrerer André Rømer
Randers FC's dårlige statistik mod FCM blev udbygget, da kronjyderne tabte 1-2 til FC Midtjylland
Randers FC var godt med i kampen, men måtte se sig slået af FC Midtjylland, da kronjyderne tabte 1-2 på hjemmebane i Superligaen.
Dermed fortsætter randrusianernes dårlige stime mod FCM, som de lyseblå ikke har formået at vinde over siden 2012.
Den dårlige statistik irriterer da også Randers-midtbanespiller André Rømer.
- Jeg kender udmærket til vores statistik mod FCM, og den er mildest talt forfærdelig, siger André Rømer.
Søndagens kamp var en tæt og underholdende affære, hvilket hjemmeholdet burde have udnyttet til at bryde den dårlige stime.
- Vi spillede en super god første halvleg i dag, hvor vi formåede at spille på samme niveau som FCM, men så ødelagde vi det for os selv i anden halvleg, hvor vi lod dem dominere alt for meget, siger André Rømer.
I de to holds 36 indbyrdes opgør har Randers FC kun formået at vinde fire gange, men ifølge Randers-træner Thomas Thomasberg kan man ikke forvente, at kronjyderne slår mesterskabskandidaterne fra FCM.
- Der var ingen, der forventede, at vi gik ud og smadrede et af Superligaens absolutte tophold. De er bare på et andet niveau, så jeg synes faktisk, at vores indsats mod dem var mere end godkendt.
- Jeg føler, at vi blev snydt for mindst et straffespark, men omvendt så fik FCM også et mål fejlagtigt annulleret. Sådan er fodbold bare nogle gange, men jeg synes, at vi havde fortjent bedre, siger Thomas Thomasberg.
Randers FC skal i næste runde en tur til Hjørring, hvor oprykkerne fra Vendsyssel FF venter.