Werder Bremen jagter AGF'er

Den tyske storklub Werder Bremen er interesseret i at skrive kontrakt med det unge AGF-talent Leon Andreasen.

Forsvarsspilleren Leon Andreasen fra AGF er en eftertragtet spiller, og han kan meget vel være i gang med sin sidste sæson i Superligaen, inden karrieren fortsættes syd for grænsen i Bundesligaen.

Werder Bremens sportsdirektør Klaus Allofs bekræftede torsdag på et pressemøde, at han er interesseret i at købe Leon Andreasen. Spørgsmålet er også, om Werder Bremen vil betale prisen for Leon Andreasen, der ventes at ligge på omkring 15 millioner kroner.

Selv om Werder Bremen vælger at smide et så stort beløb på bordet, så er det ikke mange af millionerne, der ryger ned i AGF's klubkasse.

Klubbens formand Kurt Andersen vil nemlig få de første ti millioner af transfersummen, og af det beløb, der overstiger ti millioner kroner, får AGF 80 procent. /ritzau/