Voldsomt vejr i vente: Her er der risiko for kraftige tordenbyger
Det begynder så flot, men ud på eftermiddagen bliver det alt andet end det – vejret i Østjylland tirsdag
Lad dig ikke snyde af den flotte morgen i Østjylland med sol mange steder og op til 15 graders varme. Op ad dagen er der nemlig risiko for særdeles kraftige byger med torden i store dele af landsdelen.
- Det begynder rigtig pænt, vinden lægger sig, og vi får mellem 13-15 grader fra morgenstunden af. Op ad dagen kan vi nå de 20 grader, lyder det ellers fra TV2 Vejrets vært Per Christiansen.
Læs også
Men netop på grund af solopvarmningen dannes der kraftige byger med torden.
Broget billede resten af ugen
I løbet af eftermiddagen fra omkring kl. 15 kommer bygerne ind over regionen fra sydvest og rammer Silkeborg, Horsens, Odder, Skanderborg og det vestlige Aarhus.
- Ikke alle der får dem, så nogle har udsigt til en pæn aften, beroliger Per Christiansen.
De kommende dage ser billedet ligeledes broget ud. Onsdag bliver en pæn dag med kun en anelse vind og op til 21 grader. Torsdag blæser det så op igen, og udbredt regn præger dagen.
- Den ustabile luft fortsætter, men det bliver trods alt bedre og bedre, og hen mod weekenden bliver det igen mere sommeragtigt, siger Per Christiansen.