Vold på arbejdet
Flere taxa-chauffører udsættes for vold i arbejdstiden
Fra årsskiftet blev det lovpligtigt for taxaer at have kamera installeret. Ikke desto mindre stiger antallet af overfald.
-Det er manglende betaling, der fører til de her stadig flere konflikter, som kan ende i vold mod chaufføreren. Og der er også en klar tendens til, at det er berusede, oversmarte personer, der er involveret, fortæller Orla Aagaard, der er faglig sekretær i 3F Transportgruppen til stiften.dk
Den stigende tendens til, at taxachauffører havner på skadestuen, sker på trods af at der i en årrække har været en nedgang i antallet af taxachauffører, som har været udsat for vold.
Nu ser billedet dog ud til at vende. Det til trods for, at der har været videoovervågning i de århusianske hyrevogne i flere år, og at det fra årsskiftet er blevet lovpligtigt med kameraer.
På landsplan var der i de første ti måneder af 2011 32 overfald mod chauffører i Danmark. Hele sidste år var der i Aarhus syv, som endte som ofre i en voldssag på arbejdet.