Virksomheder mangler arbejdskraft
Østjyske firmaer har svært ved at skaffe nye hænder, viser ny undersøgelse.
Over halvdelen af de østjyske virksomheder mangler arbejdskraft.
Det viser en frisk undersøgelse, som TV 2 | ØSTJYLLAND har lavet i samarbejde med Rambøll Management.
Flere end 100 af de største virksomheder i regionen deltog i undersøgelsen, hvor flere end hver anden - 55 procent - svarede ja til spørgsmålet om, hvorvidt de manglede arbejdskraft eller ej.
En af de virksomheder, som konstant mangler arbejdskraft, er software-firmaet Systematic Software Engineering i Århus.
Dagligt har cirka 400 medarbejdere deres gang i virksomheden, men det antal kunne sagtens have været større, hvis Århus-firmaet kunne skaffe flere af de eftertragtede hænder og hoveder.
- Vi har været nødt til at oprette datterselskaber i udlandet og at outsource en del af vores aktiviteter til udlandet, fordi vi simpelthen ikke kan få medarbejdere nok til at producere tingene i Danmark, siger koncerndirektør Lars Johansson til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Se mere om sagen i fredagens nyhedsudsendelse kl. 19.30.