Vinterens koldeste nat
Temperaturer på ned til -15,2 grader
Langt de fleste er mandag morgen vågnet op til frostgrader i den helt store stil, viser data fra landets vejrstationer, som Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) indsamler.
Koldeste temperatur er målt ved Roskilde. Her var der 15,2 frostgrader. I Hagested ved Holbæk blev der målt 14,5 minusgrader, mens termometeret omkring Aarhus kun nåede ned på 8-9 frostgrader.
- Det er det laveste indtil videre denne vinter. Der er nysne, hvilket giver en god isolering mod jordvarmen, og det er samtidig klart og stille vejr, siger meteorolog Steen Rasmussen fra DMI.
DMI måler temperaturerne i to meters højde, og temperaturen kan derfor også godt være en smule koldere nede ved jorden, forklarer han.
Trods kulderekorden er det slut med det kolde vejr i denne omgang.
Allerede mandag eftermiddag rykker en varmfront ind over landet fra vest. Den slår for alvor igennem tirsdag og giver også varmt vejr nytårsaften, onsdag.
- Vi får en varmfront ind i løbet af eftermiddagen og aftenen. Det kan muligvis give et lille drys sne. Men elles bliver det mellem tre og seks grader. Onsdag skruer vi så endnu en tand op for temperaturen, siger vagtchef ved DMI, Frank Nielsen.