Ville gerne være blevet i Århus GF
Landsholdsspilleren i håndbold Kasper Søndergaard havde gerne gjort arbejdet færdigt i Århus GF, men han fornemmede, at han ikke længere var ønsket.
Kasper Søndergaards øjeblikkelige skifte fra Århus GF til KIF Kolding, der blev offentliggjort mellem jul og nytår, skete hurtigere, end spilleren selv havde forventet.
Stod det til Søndergaard selv, havde han spillet sæsonen færdig for århusianerne, inden han rykkede sydpå. I stedet skete skiftet med det samme, mod at Århus GF fik et transferbeløb af Kolding.
- Jeg troede, at klubbens økonomisk ansvarlige ville af med mig nu, fordi de kunne tjene nogle penge. Det er fair nok, men jeg var blevet i Århus GF, hvis det havde været det eneste argument. Men jeg var ikke i tvivl, da jeg hørte, at træner Erik Veje Rasmussen var med inde over beslutningen. Da vidste jeg, at jeg nok var havnet på bænken i foråret, hvis jeg havde sagt nej til at tage af sted til Kolding med det samme, siger Søndergaard til Jyllands-Posten. /ritzau/